Hugo Boss

Seierøs Hugo Boss
Hugo Boss, det er så det sidste skud på stammen og sikken kat det er, han burde næsten hedde Mr. Perfect.
Historien om Hugo starter, hvor den triste historie om Zippo slutter. Som tidligere beskrevet under Zippo, tilbød Dorthe Seierø mig Hugo Boss eller Sean Paul, fordi det var jo ikke meningen med at købe en racekat, at den kun skulle holde i et år.

Jeg sagde jeg var ligeglad med, hvilken en det blev, bare Penny ville accepterer ham og han måtte da gerne være sød og kælen og hvad man ellers forventer af en kattekilling på ca. ½ år.
Jeg tog til Rødovre i forbindelse med, at jeg skulle på netværkskursus på T.E.C på Frederiksberg, der mødte jeg så dem begge, jeg sad ved spisebordet med Hugo på skødet, fra jeg kom til jeg gik, mens han spandt alt hvad han kunne og det er ikke så lidt.


Hugo og hans elskede kaninhaler får en omgang.

Vi blev så enige om, at vi prøver med Hugo og går det ikke, ser vi lige på sagen igen.

Vi bestemte os også for, at det ville være oplagt at holde flyttedag i påsken i år, der havde jeg 10 feriedage, så jeg kunne holde øje med de to misser.
Dorthe ankom først på eftermiddagen med Hugo og han blev lukket ud i stuen.


Hugo og en af hans underlige sovestillinger.

Det første vi hørte var et par hvæs.
"Fandens også" var min første tanke.
For jeg troede det var Penny, hun havde jo også nogle problemer med at acceptere Zippo i starten.
Men det var den lille fis til Hugo, der skulle spille smart. Sådan gik en dags tid, med at Hugo spillede op og hvæsede, når Penny kom for tæt på, men efter et par dage, gad hun altså ikke høre på det mere og vippede ham lige to hurtige.

Så hvæsede han igen, så fik han to mere. Siden har der faktisk ikke været problemer mellem dem og de leger fint sammen. Løber efter hinanden, laver brydekampe og hvad de ellers kan finde på.


Hugo og en af hans underlige sovestillinger 2.

Man har faktisk mange sjove situationer med de to. På et tidspunkt, sad jeg og kælede med Penny, så mente Hugo, at han også lige så godt kunne hjælpe lidt til, så han gik igang med at lege med Penny hale, jo mere han legede med den, jo mere bevægede den sig, så blev det jo endnu sjovere for ham.
Det lille nummer laver han tit og Penny finder sig i det.

Der var også en gang hvor Penny lå og spærrede i døren ind til soveværelset, der ville Hugo selvfølgelig gerne ind, men han ville ikke gå forbi af en eller anden grund.
Så han sprang simpelt hen over hende, den lurede hun noget på.


Hugo ser Anomal Planet

Forleden dag var der en del rumsteren ude på badeværelset, først tænkte jeg, at de legede sammen derude, eller den ene provokerede, mens den anden var på potten. Men den holdt heller ikke for Penny lå i sofaen. Så jeg måtte lige tjekke, så viste det sig at Hugo var faldet ned i toiletet med bagerste halvdel.
Han så godt noget flov og slukøret ud, da kom ind i stuen med halen slæbende efter sig, da den var så tung, at han ikke kunne løfte den.
Der kan være meget vand i en Ragdoll hale.

Hugo er også meget snakkesalig, det giver ham også lidt problemer, for eksempel når han skal "overfalde" Penny, så kan han ikke tie stille, men snakker hele vejen derover.
Så Penny har opdaget ham forlængst og er klar til at modtage den ubudne gæst.

Som i sikkert kan forstå, er jeg meget begejstret for Ragdollen og kan varmt anbefale den, ligesom jeg vil anbefale, at købe den hos Dorthe Seierø, der findes sikkert andre skønne katte, men jeg er ikke et øjblik i tvivl om, hvad det skal være for en, hvis jeg skulle have en mere, eller hvor den skal købes.